Biologi versus Opdragelse

01 DEC 2019

Myter, i forståelse af, hvordan verden er konstrueret, og som du fremadrettet kan undgå blindt at accepterer det,  du præsenteres for…

Alt er tilsyneladende og 100% baseret på ens egne fortolkninger

Opdragelse: 

Er alle de påvirkninger, vi får udefra – lige fra de venner, vi omgås, den mad vi spiser, den tidligste opdragelse, definitionen af de første ord, siden er der kaskader of ord og oplevelser vi har spist råt, falsk eller sandt…Alt er baseret på egne fortolkninger samt den til enhver tids forståelse af, hvordan verden fungerer… altså igen i følge dig. De steder, de skoler, vi er vokset op og gået på… alt bidrager til, hvem jeg er i dag

Man opererer på bestemte og accepteret måder, i forskellige dele af samfundet. igen er man i den grad styret af ”egen forståelsen / fortolkningen, men hvad der er langt mener vigtigt er sproget og hvordan vi bruger og definerer og sammensætter ordne, teknologier, værdier og opdragelse alle samme virker som GPS destinationer, dog i forskellige retninger.

Ligesom opdragelse, tilhører arv, miljø & socialisering også samme område ”EpiGenetik”: alle parter udføre deres opgav: massive manipulationer og påvirkninger, det er den største årsag til, hvordan vi mennesket vil udvikler sig… og årsagen til alle de forskellige personer men indeholder, på samme tid,

Personligheden er mere eller mindre færdigbygget i otte års alderen, alle fremtidige løsningsmodeller også færdig konstrueret… klar til brug, dog altid med få omstruktureringer for at tilpasse igangværende eller nuværende eller  fremtidige situation.

Jeg tror, at dette indlæg er det vigtigste, jeg nogensinde har skrevet.

Det er også det længste, det kedeligste og det mest nørdede.

En del af jer vil aldrig nå igennem. Der er skruet op for alvoren og ned for humoren. Der er flere detaljer, end der er pointer.

Men, hvis du implementerer det grundlæggende råd og den ”nye” forståelse, jeg vil præsentere dig for, så har det potentielt en større effekt, end det meste andet, vi går og sysler med.

Så giv det et skud? I sin rene essens vil jeg bare have dig til at stille tre spørgsmål næste gang du hører en ekspert præsentere dig for en statistik eller en undersøgelse.

  1. Hvor ved du det fra?

  2. Hvordan har man målt det?

  3. Hvordan kan vi overføre den undersøgelse til vores samlet kontekst?

Biologi

Biologi derimod er ufejlbarlig, déns egenkontrol fås ikke bedre… den bruger og sammenligner data gennem millioner af år og det menneskelig DNA er 99.99 identisk med det tidligeste DNA der er fundet… det er ikke mindre end fænomenal.

  • 23 udvalgte kromosomer fra Farmand

  • 23 udvalgte kromosomer fra mor pigen

  • Tilsammen 46 jernhårde produktions enheder.

Denne DNA struktur, der findes i alle celler, den forståes bedst under/optakten til en celledeling.

Alle forfædrenes DNA er indlagt som reference materialer ”kan bruges” kan ikke bruges” og ligger ellers bare som muligheder.

Altså ingen arvelige sygdomme er mulig, overhoved. Men al materialet er udelukkende gemt som potentialer.

Det er ekstremt vigtigt at forstå ovennævnte… men også at vigtigt at forstå den mekaniske del af DNA’et, vi taler ikke om det! Nok fordi vi nok ikke ved ret meget om emnet…

Dysfunktionelle celler (senescent celler)

Senescent celler vil normalt ødelægge sig selv via en programmeret proces kaldet Apoptose, de fjernes også af et sundt og velfungerende immunsystem, Imidlertid svækkes immunsystemet med alderen, og et stigende antal senescent celler undslipper denne proces og begynder at ophobes i alt væv i kroppen.

Da folk før eller siden når op i alderen, har de allerede midt i livet opbygget et betydeligt antal af disse senescent celler, hvilket forårsager kronisk betændelse og skade på de omkringliggende celler og væv, de øger langsom mængden af kronisk betændelse “inflammation”  som senere, sidst men ikke mindst, øge risikoen for kræft og andre aldersrelaterede sygdomme.

Opdragelse, arv og miljø, socialisering, psykologi mv.

Hvad er så det der sker, når vi så alligevel bliver syge?

Lad os starte med nogle definitioner på hvad er hvad… og lad være med at fortvivle over mængden af data… betragt det som alt andet uddannelse, tung og kedelig… men der er en mening med det… den skal bringe os frem til en mere helstøbt forståelse af fænomenet ”kroppen”

Menneskes bestanddele

Kropssammensætning eller opdeling i bestanddele eller delkomponenter.

Kropssammensætningen kan anskues på forskellige niveauer:

  • Atomare niveau: hvor bestanddelene udgøres af grundstoffer (ilt,   brint, kulstof etc.)

  • Molekylære niveau: hvor bestanddelene udgøres af organiske eller uorganiske molekylære forbindelser (fedt, protein, vand  etc.)

  • Cellulære niveau: hvor bestanddelene defineres i forhold til cellerne (cellemassen, ekstracellulært tørstof, ekstracellulær væsken) og vævsniveauet, hvor bestanddelene defineres anatomisk (fedtvæv, muskelvæv, knogle væv etc.).

Hyppigst anvendes en tokomponentmodel på det molekylære niveau, hvor delkomponenter er den fedtfri legemsmasse og fedtmassen. Men også molekylære flerkomponentmodeller, hvor den fedtfri legemsmasse deles yderligere op i vand, protein og mineral, finder anvendelse. Den fedtfri legemsmasse har stor fysiologisk betydning, fordi den indeholder den stofskiftemæssigt aktive del af kroppen

Nervesystemets dele

Nervesystemet består af to overordnede dele: centralnervesystemet og det perifere nervesystem.

Begge dele af nervesystemet består primært af neuroner.

Neuroner er en celletype, som videresender informationer i form af elektriske

impulser. Neuroner kaldes ofte også bare for nerveceller.

Centrale og perifere nervesystem

Nervesystemet består af to dele: et centralt system og et perifert system.

Det centrale system er hjernen og rygmarven, som begge er bygget op af nerveceller og nervefibre. Hjernen er inddelt i forskellige områder med forskellige opgaver. Eksempelvis styrer et område følesans, andre styrer bevægelser, finjusterer bevægelser eller kontrollerer kroppens hormonkirtler.

Mellem de forskellige områder er der nerveforbindelser, så signalerne, som går ud fra hjernen, påvirkes fra mange områder og koordineres. Rygmarven sender signalerne til og fra hjernen og resten af kroppen. Rygmarven består mest af lange nervebaner, som bringer nerveimpulserne op og ned fra hjernen.

Det perifere nervesystem er nerver, som går fra hjernen og rygmarven ud til resten af kroppen. De perifere nerver er forbundet med

Det autonome nervesystem

Vi har også et andet nervesystem, som vi ikke kan kontrollere bevidst. Det autonome nervesystem kontrollerer indre organer, blodkar, blodtryk, hjerte, kropstemperatur, sved o.l. Dette nervesystem består af to forskellige systemer, som holder hinanden i skak, det sympatiske og det parasympatiske (kolinerge) nervesystem.

 

Problemer i nervesystemet

Nervesystemet kan blive genstand for skader.

Hjernen kan blive skadet af:

 

Vi er født med et bestemt antal nerveceller. Ødelægges en nervecelle, kan den ikke erstattes. Andre nerveceller vil i begrænset omfang kunne overtage opgaver for den døde nervecelle.

Ødelægges en perifer nerve, dør den helt ind til rygmarven. Den perifere nerve kan vokse ud igen, men det sker meget langsomt med 1-2 mm om dagen og kun i begrænset omfang. Nerveskader giver derfor meget ofte varige skader.

Hvad er proteiner, og hvad gør de?

Proteiner er store, komplekse molekyler, der spiller mange kritiske roller i kroppen.

De udfører det meste af arbejdet i celler og er nødvendige for struktur, funktion og regulering af kroppens væv og organer.

Proteiner består af hundreder eller tusinder af mindre enheder kaldet aminosyrer,

som er bundet til hinanden i lange kæder. Der er 20 forskellige typer aminosyrer, der kan kombineres for at fremstille et protein.

Sekvensen af aminosyrer bestemmer hvert proteins unikke 3-dimensionelle struktur og dets specifikke funktion.

Proteiner kan beskrives i henhold til deres store række funktioner i kroppen, anført i alfabetisk rækkefølge:

Undersøgelser af proteinfunktioner

Nervesystemets funktion

Nervesystemet Nervesystemet er kroppens store kontrol- og kommunikationssystem. Nervesystemet består af nerveceller, der er specialiseret til at kunne modtage og sende impulser fra et sted et andet.

Informationer fra det ydre miljø (f.eks. Syn, hørelse, følesans, smag og lugt) og fra det indre miljø (f.eks. Blodtryk, kropstemperatur; surhedsgrad og tankevirksomhed) bearbejdes i det centrale nervesystem hvorefter der er en række mulige reaktioner, f.eks. Bevægelse, fordøjelse, vejrtrækning, udskillelse og hukommelse.

Nervesystemets funktion er at formidle og samordne informationer fra det indre og ydre miljø, således at kroppen holdes i perfekt balance.

Anatomisk set opdeles nervesystemet i : 

Centralnervesystemet (CNS)

Perifere nervesystem (PNS)

Fysiologisk set opdeles nervesystemet i: 

Somatiske nervesystem ?

Autonome nervesystem

Det somatiske nervesystem underopdeles i: 

Sensoriske system ?

Motoriske system

Det autonome nervesystem underopdeles i: 

Sympatisk

Parasympatisk

Centralnervesystemet (CNS)

 

Centralnervesystemet er den del af nervesystemet, der ligger centralt omgivet af kraniet og rygsøjlen.

Det består af således; storhjernen –  mellemhjernen med thalamus og hypothalamus, + lillehjernen samt hjernestammen som omfatter midt hjernen, hjernebroen, og den forlængede marv og rygmarven.

 

Perifere nervesystem (PNS)

De nerver der løber imellem centralnervesystemet og kroppen kaldes de perifere nerver.

I PNS skelner man mellem nervebaner som er tilførende og nervebaner som er fraførende.

Tilførende nervebaner leder information fra sanseorganerne til CNS, og fraførende nervebaner leder information fra CNS til muskler og kirtler.

De tilførende nervebaner tilhører den del af PNS som kaldes det sensoriske nervesystem.

De fraførende nervebaner kan inddeles i det motoriske nervesystem og det autonome nervesystem.

Man inddeler det PNS i:

12 par hjernenerver Der udspringer fra hjernestammen og forlader CNS igennem åbninger i kraniet.

Hjernenerverne formidler forbindelse mellem hjernen og strukturer i hovedet og hals, f.eks. Lugtenerve og synsnerve. 31 par spinalnerver der løber fra rygmarven og ud mellem ryghvirvlerne.

Spinalnerverne formidler forbindelse i krop, arme og ben.

Det sensoriske nervesystem Det sensoriske nervesystemsystem er den del af nervesystemet der fører impulser fra legemets ydre og indre. De sensoriske nerveceller er kroppens føleceller. I huden ligger sensoriske nerver, der registrerer tryk, berøring, smerte og temperatur. Her opfattes smertesignalet, og man bliver bevidst om, at man har slået sig. Informationer fra de sensoriske nerver sendes til centralnervesystemet i hjernen, hvor de får betydning for kontrollen af kroppens stillinger og bevægelser (figur:2)

 

Motoriske nervesystem

Det motoriske nervesystem er den del af nervesystemet der er involveret i genereringen og transport af motoriske nerveimpulser, der er rettet mod kroppens muskler og kirtler.

De motoriske nerveimpulser fører altså impulserne fra centralnervesystemet ud til kroppens muskler og kirtler.

En muskelsammentrækning sker som følge af en påvirkning fra nervesystemet.

I rygmarven findes de motoriske nerveceller, som forgrener sig ud i selve musklen til de enkelte muskelceller.

En enkelt nervecelle/nervefiber kan forsyne fra tyve til flere tusind muskelfibre med impulser. Hver nervefiber deler sig i mindre grene.

 

Somatiske nervesystem

Det somatiske nervesystem er under viljens kontrol, som styrer alle skeletmuskler og alt tværstribet skeletmuskelvæv, og som modtager, viderebringer og bearbejder alle sanseindtryk, som kommer – eller kan komme – til vores bevidsthed. Dette nervesystem består af en sensorisk og en motorisk del. De motoriske nerveceller kommer fra og forgrener sig ud i musklerne til de enkelte muskelceller. De motoriske nerver sender således signal fra hjerne eller rygmarv til musklen om, at den skal kontraheres. De motoriske nerver kan derfor også kaldes bevægenerverne

Autonome nervesystem

Det autonome nervesystem forsyner alt andet end skeletmuskulaturen og er i aktivitet nat og dag, uafhængig af tanker og ønsker.

Det autonome nervesystem beskæftiger sig med styring af automatiske kropsfunktioner, fx. kredsløbs-, åndedræts-, fordøjelsesfunktioner.

Man kan underopdele det autonome nervesystem i sympatikus og parasympatikus.

Sympatisk nervesystem udgøres af de indvoldsnerver og Figur centre i centralnervesystemet, som sætter kroppen i stand til at klare en akut belastning.

Det sympatiske system sammentrækker blodkar i hud og visse organer, samtidig med at blodtrykket hæves.

Desuden udspiles blodkar i hjerte, hjerne og muskler, for at disse kan arbejde på højtryk. For at forbedre iltforsyningen yderligere udspiles luftrørets forgreninger Parasympatisk nervesystem, som også udgøres af indvoldsnerver og dele af CNS, er særligt aktive, når vi skal genopbygge kroppens resurser.

Det parasympatiske nervesystem udspiler blodkar i hud og organer, nedsætter blodtrykket og får hjertet til at slå langsommere.

 

Det styrer også vore fordøjelsesprocesser og mave-tarmsystemets mobilitet.

Den del af nervesystemet er således mest aktivt, når man ligger på sofaen efter indtagelse af et stort måltid.

 

Nervecellen

Nerveceller kaldes neuroner; de har følgende De er specialiserede i irritabilitet og ledningsevne De kan ikke dele sig egenskaber:

Ødelagte udløbere kan gendannes, hvis cellelegemet er intakt (gælder kun perifere nerver). De får for øvrigt overvejende deres energi ved forbrænding af glukose (sukker).

I nervesystemet skelner man mellem to forskellige hovedtyper af celler:

Nerveceller og støtteceller eller gliaceller.

Nervecellerne sørger for at modtage og afsende impulser fra ét sted til et andet.

Det gør de ved at danne elektriske impulser over cellemembranen og styrer en række forskellige processer i kroppen, mens støttecellerne regulere koncentrationen af nærings- og affaldsstoffer i selve nervesystemet.

Nervecellen består af en cellekrop (soma) og nogle celleudløbere (dendritter). Et nervecellen har ét axon og mange dendritter,

Definition dendrit. dendrit, en kort udløber fra et nervecellelegeme; fører elektriske impulser ind mod dette. Se nervecelle. Ordet

.Dendritterne leder impulserne ind til selve nervecellekroppen og nerveimpulsen ledes via axonet til neuritterne der forgrener impulserne videre.

Axonet kan være omgiver at myelinskeder; hvis vigtigste funktion er at øge hastigheden af nerveimpulsen med op til 10 gange.

Nervecellernes axoner kan blive op til 2 meter lange.

Dette gør dem i stand til at overføre impulser og dermed information præcist og hurtigt.

 

Synapsen

Synapsen er der hvori en nerveimpulserne overføres fra en nervecelle til en anden.

Dette kunne f.eks. være en muskelcelle.

Der er to forskellige typer af synapser: 

 

Elektrisk synapse: 

I den elektriske impuls (aktionspotentiale) passerer nerveimpulsen direkte fra en celle til en anden, ved at calcium (Ca2+)-ioner passerer frit mellem cellerne, vha. ionkanaler.

  

Kemisk synapse:

I den kemiske synapse, bliver der skudt et ekstra led ind i mellem cellerne (en synapsekløft).

Det elektriske signal, som nerveimpulsen er, omdannes til et kemisk signal i form af et transmitterstof, og når der når den modtagende celle omdannes det igen til et elektrisk signal, alt efter transmitterstoffets virkning.

Den kemiske synaps består af tre dele:

  • præsynaptiske endeknop (med vesikler, der indeholder transmitterstof)

  • Synapsekløften 

  • postsynaptiske membranområde (med receptorer for transmitterstoffet)

Nerveimpulsen ankommer til den præsynaptiske endeknop gennem et axon, derefter sker der en frigivelse af transmitterstof.

Transmitterstoffet diffunderer over synapsekløften Transmitterstoffet bindes til en receptor på den postsynaptiske membran.

kan enten være fremmende eller hæmmende for dannelsen af en ny nerveimpuls (aktionspotentiale).

For at hindre overstimulering fjernes overskydende transmitterstof fra synapsekløften.

Et step dybere Cellen og dens bestanddele

Cellers størrelse og form varierer, alt efter hvilken funktion de har.

Bakterier er små (helt ned til 0,1 µm) og kerneløse. Planteceller er typisk firkantede og indeholder grønkorn, der gør det muligt at omsætte solenergi. En typisk kropscelle har en diameter på mellem 0,01 mm og 0,02 mm, mens humane nerveceller kan blive op til 1 m lange. I den følgende beskrivelse af cellen og dens bestanddele fokuseres primært på humane celler.

Alle celler er omkranset af en membran, kaldet plasmamembranen, der er en form for hinde, som holder cellens indre adskilt fra omverdenen. Cellemembranen består primært af fosforholdige fedtstoffer – såkaldte fosforlipider, der har en hydrofob (vandskyende) ende og en hydrofil (vandelskende) ende. I cellemembranen er fosforlipiderne organiseret i et dobbelt lag, så lipidernes hydrofobe ender peger ind mod hinanden, mens lipidernes hydrofile ender er orienteret mod det vandige miljø, der findes i cellens indre og i omgivelserne.

Cellemembranens struktur tillader, at små uladede molekyler som vand, ilt og nitrogen kan passere uhindret ud og ind af cellen, mens alle øvrige molekyler transporteres gennem proteinkomplekser, der er indlejret i cellemembranen. På den vis regulerer cellemembranen, hvilke stoffer der passerer ud og ind af cellen og muliggør derved, at miljøet inde i cellen adskiller sig fra miljøet uden for cellen.

Celler indeholder en flydende substans kaldet cytosol samt organeller – som er små strukturer, der ligesom cellerne hver især er omsluttet af en membran.

Organel betyder lille organ. Der findes ca. 6 forskellige typer af organeller, som hver især udfører bestemte funktioner i cellen. Cellens største organel er kernen, der indeholder en fuldkommen kopi af organismens arvemateriale, DNA.

Det meste af tiden forefindes DNA’et som lange tynde tråde, men ved celledeling samles DNA’et til de strukturer, vi kender som kromosomer.

DNA’et bærer de informationer, der er bestemmende for organismes egenskaber, men er ikke i sig selv aktivt.

Det udøver sin funktion ved, at informationerne i DNA’et oversættes til protein, der indgår i og er styrende for stort set alle processerne i kroppen.

Det er for eksempel proteiner, der nedbryder den mad, vi spiser, og proteiner der sender signaler mellem hjernecellerne og dermed bestemmer, hvordan vores hjerner fungerer.

På den måde kan proteinerne siges at være bindeledet mellem vores gener og vores egenskaber.

DNA’et rummer informationerne om, hvilke opgaver der kan udføres, men det er proteinerne, der udfører opgaverne.

Inde i cellerne er det små cellulære komplekser – såkaldte ribosomer, der producerer proteinerne efter vejledning fra DNA’et. Cellernes øvrige organeller står primært for stofskifte og molekyletransport.

Lysosomerne er små membranomsluttede hulrum, der ved hjælp af enzymer nedbryder den mad, vi spiser, til mindre dele.

Mitokondrierne er relativt store organeller, der virker ved at generere energi i form af ATP ud fra oxygen og de delvist nedbrudte madmolekyler.

Det endoplasmatiske retikulum er foldede membranstrukturer, der er specialiseret til at producere fedtstoffer og membranproteiner.

Og golgiapparatet er flade membranstrukturer, der står for at transportere molekyler rundt mellem organellerne og til og fra cellemembranen.

Uden på cellemembranen sidder forskellige molekyler.

Nogle binder cellerne sammen, mens andre gør, at cellen kan kommunikere med andre celler og omverdenen, ved at molekylerne registrerer og reagerer på forskellige stoffer. For eksempel sidder der nogle molekyler på cellerne i munden, der registrerer, når vi spiser, og derfor får cellerne til at producere spyt.

Ligesom et menneske er et levende individ, der har de egenskaber, der skal til for at forblive levende og kommunikere med omverdenen, har hver enkelt celle altså også et eget stofskifte og fungerer på den vis som selvstændig enhed, der modtager signaler fra og reagerer på omverdenen.

Epigenetik? Hvad er det

DNA-modifikationer, der ikke ændrer DNA-sekvensen,    men kan påvirke gen-aktiviteten.

Kemiske forbindelser, der sættes til enkelt-gener, kan regulere deres aktivitet; disse modifikationer er kendt som epigenetiske ændringer.

Epigenomet består af alle de kemiske forbindelser, der er tilføjet til helheden af ens DNA (genom) som en måde at regulere aktiviteten (ekspression) af alle gener i genomet.

De kemiske forbindelser af epigenomet er ikke en del af DNA-sekvensen, men er på eller bundet til DNA (”epi-” betyder ovenfor på græsk).

Epigenetiske modifikationer forbliver i cellerne, når celler deler sig, og kan ifølge standard opfattelsen i den medicinske verden, i nogle tilfælde arves gennem generationer ”vrøvl”.

Opdragelses processen i sin fulde udstrækning herunder også miljøpåvirkninger, såsom diæt og eksponering for forurenende stoffer, kan også påvirke epigenomet… hvis du tror det er farligt?… hvis det, for dig, ser ud som det er farligt?… så er det nok farligt.

Epigenetiske ændringer kan hjælpe med at bestemme, om gener er tændt eller slukket og kan påvirke produktionen af proteiner i visse celler, hvilket hele tiden sikrer, at kun nødvendige proteiner produceres.

For eksempel produceres proteiner, (der fremmer knoglevækst), ikke i muskelceller.

Mønstre af epigenetisk modifikation varierer mellem individer, forskellige væv i et individ og endda forskellige celler.

En almindelig type epigenetisk modifikation kaldes methylering. Methylering involverer binding af små molekyler kaldet methylgrupper, der hver består af et carbonatom og tre hydrogenatomer, til segmenter af DNA.

Når methylgrupper sættes til et bestemt gen, slukkes eller taves dette gen, og der produceres intet protein fra dette gen.

Da ”fejl” problemer i den epigenetiske proces, såsom at modificere det forkerte gen eller undlade at tilføje en forbindelse til et gen, kan føre til unormal genaktivitet eller inaktivitet, kan de forårsage genetiske lidelser. Tilstande inklusive kræft, metaboliske lidelser og degenerative lidelser har alle vist sig at være relateret til epigenetiske fejl.

Forskere fortsætter med at udforske forholdet mellem genomet og de kemiske forbindelser, der modificerer det.

De studerer især, hvilken effekt ændringerne har på genfunktion, proteinproduktion og menneskers sundhed.

Epigenetiske ændringer anses for at være meget indflydelsesrige både i en organismes normale tilstand og sygdomstilstande.

Disse ændringer inkluderer methylering, acetylering, phosphorylering og ubiquitylering af DNA og histonproteiner (nukleosomer) såvel som chromatinomdannelse.

Mange sygdomme, såsom kræftformer og neurodegenerative lidelser, er ofte forbundet med epigenetiske ændringer.

DNA-methylering er en vigtig modifikation, der fører til sygdom.

 Standardterapier gives til patienter; men få patienter reagerer på disse lægemidler på grund af forskellige molekylære ændringer i deres celler, hvilket delvis kan skyldes genetisk heterogenitet og epigenetiske ændringer. For at realisere løftet om personlig medicin er både genetisk og epigenetisk diagnostisk test krævet.

 

Hvad er proteiner, og hvad gør de?

Proteiner er store, komplekse molekyler, der spiller mange kritiske roller i kroppen. De udfører det meste af arbejdet i celler og er nødvendige for struktur, funktion og regulering af kroppens væv og organer.

Proteiner består af hundreder eller tusinder af mindre enheder kaldet aminosyrer, som er bundet til hinanden i lange kæder. Der er 20 forskellige typer aminosyrer, der kan kombineres for at fremstille et protein. Sekvensen af aminosyrer bestemmer hvert proteins unikke 3-dimensionelle struktur og dets specifikke funktion.

Proteiner kan beskrives i henhold til deres store række funktioner i kroppen, anført i alfabetisk rækkefølge:

Undersøgelser af proteinfunktioner

Hvordan styrer gener produktionen af proteiner?

De fleste gener indeholder den information, der er nødvendig for at fremstille funktionelle molekyler kaldet proteiner. (Et par gener producerer andre molekyler, der hjælper cellen med at samle proteiner.)

Rejsen fra gen til protein er kompleks og kontrolleres tæt i hver celle.

Det består af to hovedtrin: transkription og oversættelse.

Tilsammen er transkription og translation kendt som gen-ekspression.

Under transkriptions-processen overføres informationen, der er gemt i et gens DNA, til et lignende molekyle kaldet RNA (ribonukleinsyre) i cellekernen.

Både RNA og DNA består af en kæde af nukleotidbaser, men de har lidt forskellige kemiske egenskaber.

Den type RNA, der indeholder informationen til fremstilling af et protein, kaldes messenger RNA (mRNA), fordi den bærer informationen eller meddelelsen fra DNA’et ud af kernen ind i cytoplasmaet.

Oversættelse, det andet trin i at komme fra et gen til et protein, finder sted i cytoplasmaet.

MRNA interagerer med et specialiseret kompleks kaldet et ribosom, der “læser” sekvensen af mRNA-baser.

Hver sekvens på tre baser, kaldet et kodon, koder normalt for en bestemt aminosyre.

(Aminosyrer er byggestenene til proteiner.)

En type RNA kaldet transfer RNA (tRNA) samler proteinet, en aminosyre ad gangen.

Proteinsamling fortsætter, indtil ribosomet støder på et “stop” -kodon (en sekvens på tre baser, der ikke koder for en aminosyre).

Flowet af information fra DNA til RNA til proteiner er et af de grundlæggende principper for molekylærbiologi.

Det er så vigtigt, at det undertiden kaldes ”den centrale dogme.”

Gennem processerne med transkription og translation anvendes information fra gener til at fremstille proteiner.

Kan gener tændes og slukkes i celler?

Hver celle udtrykker eller tænder for kun en brøkdel af dens gener.

Resten af generne undertrykkes eller slukkes.

Processen med at tænde og slukke gener kaldes genregulering. Genregulering er en vigtig del af den normale udvikling.

Gener tændes og slukkes i forskellige mønstre under udvikling for at få en hjernecelle til at se og virke forskellig fra en levercelle eller en muskelcelle, for eksempel.

Genregulering tillader også celler at reagere hurtigt på ændringer i deres miljøer.

Selvom vi ved, at reguleringen af gener er kritisk for livet, er denne komplekse proces endnu ikke fuldt ud forstået.

Genregulering kan forekomme på ethvert tidspunkt under genekspression, men forekommer oftest på transkription-niveauet (når informationen i et gens DNA overføres til mRNA).

Signaler fra miljøet eller fra andre celler aktiverer proteiner kaldet transkriptions-faktorer.

Disse proteiner binder til regulatoriske områder af et gen og øger eller formindsker transkriptionen.

Ved at kontrollere transkriptions-niveauet kan denne proces bestemme mængden af proteinprodukt, der fremstilles af et gen på et hvilket som helst givet tidspunkt.

 

.

Der er to typer celledeling: mitose og meiose.

Det meste af tiden, når folk henviser til ”celledeling”, betyder de mitose, processen med at fremstille nye kropsceller.

Meiosis er den type celledeling, der skaber æg- og sædceller.

Mitose er en grundlæggende proces for livet.

Under mitose duplikerer en celle alt dets indhold, inklusive dets kromosomer, og opdeles for at danne to identiske datterceller.

Da denne proces er så kritisk, kontrolleres mitosetrinnene omhyggeligt af et antal gener.

Når mitose ikke reguleres korrekt, kan der opstå sundhedsmæssige problemer som kræft.

Den anden type celledeling, meiose, sikrer, at mennesker har det samme antal kromosomer i hver generation

Det er en totrinsproces, der reducerer kromosomtallet med halvdelen – fra 46 til 23 – for at danne sædceller og ægceller.

Når sædcellerne og æggecellerne forenes ved undfangelsen bidrager hver med 23 kromosomer, så det resulterende embryo har de sædvanlige 46.

Meiosis tillader også genetisk variation gennem en proces med DNA-blanding, mens cellerne deler sig

Hvordan kontrollerer geners vækst og opdeling af celler?

En række gener er involveret i kontrollen af cellevækst og -deling.

Cellecyklussen er cellens måde at replikere sig selv på en organiseret, trin for trin.

Stram regulering af denne proces sikrer, at en delende celle’s DNA kopieres korrekt, eventuelle fejl i DNA’et repareres, og hver dattercelle modtager et komplet sæt kromosomer.

Cyklussen har kontrolpunkter (også kaldet begrænsningspunkter), som tillader visse gener at kontrollere for problemer og stoppe cyklussen for reparationer, hvis noget går galt.

Hvis en celle har en fejl i sit DNA, der ikke kan repareres, kan den gennemgå programmeret celledød (apoptose).

  Apoptose er en almindelig proces gennem hele livet, der hjælper kroppen med at slippe af med celler, den ikke har brug for

Celler, der gennemgår apoptose, går i stykker og genanvendes af en type hvide blodlegemer kaldet en makrofag.

Apoptose beskytter kroppen ved at fjerne genetisk beskadigede celler, der kan føre til kræft, og det spiller en vigtig rolle i udviklingen af embryoet og vedligeholdelsen af voksent væv

Celler, der gennemgår apoptose, går i stykker og genanvendes af en type hvide blodlegemer kaldet en makrofag.

Apoptose beskytter kroppen ved at fjerne genetisk beskadigede celler, der kan føre til kræft, og det spiller en vigtig rolle i udviklingen af embryoet og vedligeholdelsen af voksent væv